Share

Alt kan fotograferes – hvis blot du gider åbne øjnene, vrimler det med motiver lige for næsen af dig

_JGD2042_2Grej: Nikon D3s + Nikkor 70-200 f/2.8 VRII. Indstillinger: 30 sek., f/16, ISO-100, 90mm. Stativ.

Den er der jo. Skorstenen. Byens vartegn, som ses på lang afstand. Ikke til at komme uden om. Og ikke særlig køn. Men så alligevel.

Jeg ser den hver eneste dag. Morgen. Aften. Nat. I alt slags lys og i alt slags vejr. Så jeg har egentlig vænnet mig til den, og nu har jeg endda fotograferet den. Fra min tagterasse er der frit udsyn over havnen og hele midtbyen – og den uundgåelige skorsten.

_JGD2784_4Grej: Nikon D3s + Nikkor 70-200 f/2.8 VRII. Indstillinger: 30 sek., f/18, ISO-100, 92mm. Stativ.

Teknik

Det er såre simpelt. På stativet med kameraet. Den længst mulige lukkertid, hvis du vil trække røgen ud. Og hvis du overhovedet vil have et billede, når det er mørkt. Justér blænden, så du kan udnytte den lange lukkertid.

_JGD2686Grej: Nikon D3s + Nikkor 70-200 f/2.8 VRII. Indstillinger: 30 sek., f/11, ISO-200, 110mm. Stativ.

I mørke eller næsten mørke er det med lange lukkertider på 20 – 30 sekunder og blænde på 18 – 22. Og derfor stativ naturligvis. Brug gerne fjernbetjening eller forsinket udløser for at undgå rystelser, når du trykker på udløseren.

Jeg har ikke brugt filtre på nogle af disse billeder, men ellers kunne et gradueret filter fint bruges på et billede som det sidste her i indlægget. Himlen var ganske lys, og jeg ville egentlig gerne have haft en længere lukkertid. Men jeg er ikke så god til filtre. Måske ikke helt nørdet (eller tålmodig) nok.

_JGD2819_3Grej: Nikon D3s + Nikkor 24-70 f/2.8. Indstillinger: 1/160 sek., f/8, ISO-100, 48mm. Håndholdt.

Skorstenen

Randers-selskabet Verdo er et af landets grønneste energiselskaber – efter sigende. De baserer varme- og elproduktionen på afbrænding af biomasse, der er co2-neutral. Biomassen er bla. affaldsprodukter fra andre industrier, der ellers bare skulle destrueres. Det bliver så brugt til at lave strøm og varme i stedet.

Og så er der vist reklameret nok for Verdo for denne gang…

_JGD2669Grej: Nikon D3s + Nikkor 70-200 f/2.8 VRII. Indstillinger: 10 sek., f/22, ISO-100, 98mm. Stativ.

Nåå ja, en pointe…

Læren her er at fotografere det, som står og vinker lige foran næsen af dig. Og ja, læren er i høj grad også rettet mod mig selv.

Ofte ser vi ikke skoven for bar træer. Men det vrimler med motiver overalt. Måske ikke drømmemotiver, en skorsten er bestemt ikke mit drømmemotiv, men motiver, som giver anledning til at lege og at øve sig.

Det er bare at åbne øjnene!

Categories: Tips & Tricks, Urban

Leave a Reply